-Hønsene breder sig i to haver

Vi bor i et ældre kvarter, hvor to af husene har skiftet ejere inden for det seneste år, og hvor de nye ejere - en enlig pensionist og et ældre ægtepar - tilsyneladende forsøger at overgå hinanden i antallet af høns.
I den ene have er der bygget et større hønsehus og lavet en indhegning, hvor vi kan tælle omkring 40 høns, mens der hele tiden har været hønsehold i den anden have. Antallet af høns er imidlertid fordoblet i forhold til tidligere.
Er der regler for høns i private villahaver?
"E.P.L."

Svar:
JA!
Lokalplaner, servitutter og lignende kan indeholde regler om hønsehold, fx forbud mod at holde høns overhovedet. Men er der ingen af de omtalte bestemmelser, gælder en særlig bekendtgørelse - om ikke-erhvervsmæssigt dyrehold - og den sætter en begrænsning på det antal høns, dine naboer må holde i deres haver. Nemlig "højst 30 stk. høns".
Men selv om et hønsehold i en privat villahave omfatter mindre end 30 høns, kan kommunen skride ind, hvis det medfører gener m.v. for andre. Det fremgår af bekendtgørelsens § 7, hvor der står følgende:
"Medfører et ikke-erhvervsmæssigt dyrehold, tilhørende stalde og lignende samt anlæg mv. væsentlige gener, forurening eller risiko for forurening, kan kommunalbestyrelsen meddele påbud om foretagelse af afhjælpende foranstaltninger".
"Kan generne, forureningen eller risikoen for forurening ikke afhjælpes, eller overtrædes påbud i medfør af stk. 1, kan kommunalbestyrelsen nedlægge de nødvendige forbud, herunder kræve anlægget eller indretningen fjernet".
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk