Da min far afgik ved døden, gav jeg min mor tilladelse til at sidde i uskiftet bo, så jeg fik ingen arv på det tidspunkt. Nu har min mor pludselig solgt huset, som stod i min fars navn, og er flyttet i en andelsbolig. Jeg er ikke blevet spurgt, og min mor vil hverken fortælle noget om prisen eller vilkårene for handelen.
Kan min mor sælge huset, uden jeg giver tilladelse til det?
Har jeg krav på at se salgsaftalen?
Kan I oplyse, hvad jeg kan gøre, hvis min mor bruger alle pengene, så jeg ikke
får nogen arv efter min far?
Jeg er enebarn og har et anstrengt forhold til min mor.
”T.J.”
Svar:
JA!, NEJ! og JA!
Lad os indledningsvis rette en juridisk misforståelse. Nemlig at du skulle have givet din mor tilladelse til at sidde i uskiftet bo med dig. Det er ganske enkelt ikke rigtigt, for når dine forældre var gift, og når de havde fælleseje, så havde din mor ret til at overtage det hele for at sidde i uskiftet bo. Det var
ikke noget, hun skulle spørge dig om.
Når din mor vælger at sidde i uskiftet bo med dig, så får hun en ejers rådighed over det hele. Derfor vælger hun frit, om hun vil sælge huset, og du skal hverken spørges eller orienteres om salget.
Ligeledes står det din mor frit at købe et andelsbevis og flytte i en andelsbolig. Det har du heller ikke krav på at blive orienteret om.
Den eneste begrænsning, der gælder for din mor, fremgår af arvelovens regler. Den går ud på, at din mor ikke må misbruge sin rådighed over det uskiftede bo, fx ved at give gaver, der står i misforhold til boets størrelse, eller spille en mindre formue op hver uge på et kasino.
Hvis du har mistanke om, at din mor misbruger sin rådighed over boet, så gælder følgende estemmelse:
” Gør en arving gældende, at der foreligger misbrug, skal den længstlevende ægtefælle efter skifterettens bestemmelse give oplysninger om dispositioner over det uskiftede bos formue. Livsarvingerne har ret til at blive gjort bekendt med oplysningerne”.
Men bruger din mor alle midler i det uskiftede bo på en sædvanlig levevis, så er det ærgerligt for dig. I den situation får du hverken arv efter din far eller din mor.
J.G./E.F.