I det område, hvor vi har sommerhus, har vi skriftligt aftalt, at vi køber cirka 400 kvadratmeter af nabogrunden, som har været til salg i flere år. Nabogrunden ejes af et selskab, og den er registreret som forurenet, fordi fiskere tidligere brugte den til at tjære garn.
Efter aftalen med det selskab, der ejer nabogrunden, skal vi betale 150.000 kr. for et delareal, der udgør cirka en fjerdedel af hele grunden, og som ligger op til vores skel.
Nu har selskabet ringet og sagt, at vi skal betale moms af grundkøbet, medmindre det bliver lagt sammen med vores grund.
Kan det være rigtigt, at der skal betales moms af et sådant køb?
Vi ønsker ikke at få jordstykket ind under vores matrikel.
”U.J.”
Svar:
JA!
Der skal måske betales moms, for der blev med virkning fra 1. januar 2011 indført nogle meget indviklede regler om moms på salg af visse grunde. Men da vi ikke får oplysninger om det selskab, der sælger grundstykket til jer, har vi ingen mulighed for at vurdere, om der i denne sag rent faktisk skal betales moms.
Til gengæld må prisen på 150.000 kr. være inklusiv moms, når I har fået en skriftlig købsaftale med det pågældende selskab. En sælger kan ikke efterfølgende forhøje sin salgspris med moms.
Selskabet har ret i, at en eventuel moms kan undgås, hvis jordstykket bliver lagt ind under jeres matrikel, for i så fald er det ikke en selvstændig grund. Men det vil efter det oplyste være en meget dårlig løsning for jer. Når nabogrunden er registret som forurenet, vil en sammenlægning af et jordstykke med jeres grund medføre, at hele jeres grund bliver registreret på samme måde. Og dermed bliver jeres grund næsten umulig at belåne eller sælge.
Hvis sælger fastholder sit momskrav over for jer, gør I klogt i at alliere jer med en advokat.
J.G./E.F.