-Jeg fik en mobiltelefon i et storcenter

Da jeg for nylig var på indkøb i et storcenter, passerede jeg ved indgangenl en stand, hvor jeg blev tilbudt en gratis mobiltelefon.
Umiddelbart synes jeg, det var et godt tilbud, så jeg tog imod telefonen, selv om det ikke var noget, der stod på min indkøbsseddel.
Senere samme dag læste jeg de papirer, der fulgte med mobiltelefonen, og her kunne jeg se, at jeg var bundet til at betale et månedligt beløb i et halvt år. Derfor kontaktede jeg firmaet for at aflevere telefonen igen. Men det nægtede firmaet.
Kan jeg forpligtes til at betale omkring 1.800 kr. over seks måneder, når jeg får foræret en mobiltelefon?
Kan I ellers give mig et godt råd?
"Y.H."

Svar:
TJA! og JA!
Du er blevet snydt - eller rettere så har du ladet dig snyde - af en smart sælger, der helt klart overtræder markedsføringsloven og andre retsregler. En sælger, der fortæller dig, at du ikke skal betale for selve mobiltelefonen, men undlader et oplyse, at telefonen i virkeligheden udgør rabatten på et telefonabonnement.
Efter vores vurdering har du fortrydelsesret, når mobiltelefonen bliver solgt fra en stand, som et firma har betalt for at have i et storcenter. Men det er endnu ikke afklaret rent juridisk, om en lejet stand i et butikscenter udgør et "fast forretningssted" i relation til reglerne om fortrydelsesret.
Hvis vi skal give dig nogle gode råd, bliver det følgende:
1) Skriv aldrig under på noget, du ikke har læst i forvejen.
2) Sig "nej tak" til alt - bortset fra smagsprøver - som bliver tilbudt gratis i forretninger og butikscentre, for alle varer har en pris, og den kommer kunderne til at betale.
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk