-Jeg har mistet tilgodeseddel fra butik
I december købte jeg en julegave i en tøjbutik til min mor. Desværre kunne hun ikke passe tøjet, og derfor fik jeg i januar en tilgodeseddel på 500 kr.Nu er tiden inde til, at min mor ønsker sin julegave, og jeg har ledt med lys og lygte efter tilgodesedlen.
Men den er væk, og jeg er sandsynligvis kommet til at smide den ud.
Jeg har kontaktet butikken og forklaret problemet. Men der var intet at gøre. Når ikke jeg har tilgodesedlen, er de 500 kr. tabt.
Kan det have sin rigtighed?
Butikken har jo en kopi af tilgodesedlen med navn, adresse og tlf.nr.?
Er en tilgodeseddel ikke at sammenligne med en kreditnota i f.eks. firmaer, hvor man har konto, og
hvor ens tilgodehavende altid vil være til rådighed?
"M.K."
Svar:
JA! og NEJ!
Butikken er i sin gode ret til at kræve den originale tilgodeseddel, før den eftergiver beløbet - i denne sag 500 kr. - i forbindelse med et nyt køb.
En tilgodeseddel kan ikke sammenlignes med en kreditnota, for det er blot en bekræftelse på, at et beløb bliver eftergivet eller betalt tilbage. I stedet kan du sammenligne en tilgodeseddel med en pengeseddel. Eller sagt mere juridisk, så er en tilgodeseddel et gældsbrev, og her gælder følgende regel:
"Skyldneren(dvs. butikken) er kun forpligtet til at betale gælden mod udlevering af gældsbrevet".
J.G./E.F.
