Væddemål om dyremishandling
Min veninde og jeg har haft en diskussion om, hvornår der er tale om dyremishandling. Vi er enige om, at det vil være mishandling af et dyr, hvis en person bevidst skader en kat eller hund. Men gælder det samme ved helt primitive dyr, for eksempel hvis man piller vingerne af et møl eller river benene af en bille?Jeg mener, det er dyremishandling, og min veninden har den modsatte opfattelse. Derfor har vi indgået et væddemål.
Kan I afgøre, hvem af os, der har ret
"T.N."
Svar:
To gange JA!
Selv om vi sædvanligvis ikke bruger pladsen her i brevkassen på væddemål, gør vi en undtagelse, da svaret sandsynligvis vil interessere mange.
Dyreværnsloven omfatter alle slags dyr. Derfor vinder du væddemålet, for det vil være dyremishandling at behandle et hvilket som helst slags dyr uforsvarligt, fx at rive vingerne af en sommerfugl.
Her i landet er folk blevet dømt for dyremishandling, fordi de har lagt levende rejer på en kogeplade, der bagefter er sat varme til. Men de fleste domme drejer sig om større dyr, fx krageunger, der blev bundet fast til et træ, en kat, der blev slået med en kødhammer, og en hingst, der blev kastreret med en lommekniv.
Når du fortæller din veninde, at du har vundet væddemålet, kan du samtidig give hende en kopi af følgende tre bestemmelser i dyreværnsloven:
"Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe".
"Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Aflivning ved drukning må ikke finde sted".
"Den, som ved overanstrengelse, vanrøgt eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Har forholdet haft karakter af mishandling, er straffen fængsel indtil 1 år, i gentagelsestilfælde indtil 2 år".
J.G./E.F.
