-Jeg mister måske arven efter min mor
Min far sidder i uskiftet bo i en ejerbolig, som han påtænker at sælge. Hvis min far gør det, skal han så skifte med mig, så jeg får arven efter min mor?Han har brugt den lille fælles formue, som mine forældre havde, da de solgte deres tidligere lejlighed og nogle malerier. Der er nogen, der siger, at jeg burde have haft min arv efter min mor, fordi min far ikke har ret til at bruge den?
Er det korrekt?
Skal jeg betale arveafgift, hvis jeg modtager min arv efter salget?
Min far mener, han har ret til at bruge pengene og kan optage lån i ejendommen, hvis han har behov for der, inden den bliver solgt. Det går jo ikke så hurtigt med salget for tiden.
Jeg håber, I kan hjælpe mig, da jeg nødigt vil kræve noget, jeg ikke har ret til.
"B.B."
Svar:
To gange NEJ! og JA!
Da din mor afgik ved døden, benyttede din far sin ret til at overtage det hele og sidde i uskiftet bo med dig. Dermed fik din far en ejers rådighed over det hele, og han kan sælge eller belåne ejendommen, uden at orientere dig om det.
Du kan ikke kræve boet skiftet, fordi din far sælger eller belåner ejendommen, og din far har ret til at bruge de penge, der skal til for at han kan leve videre som hidtil. Også selv om han med årene bliver nødt til at spise hele formuen op.
Det er kun, hvis din far misbruger sin rådighed over det uskiftede bo, at du kan kræve skifte. Her gælder arvelovens § 29:
"Hvis en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle godtgør, at den længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over det uskiftede bo væsentligt har formindsket dette eller har fremkaldt nærliggende fare for en sådan formindskelse, skal den længstlevende ægtefælle skifte med den eller de livsarvinger, som forlanger dette.
Stk. 2. Som misbrug af rådighed over boet betragtes navnlig uforsvarlige spekulationsforretninger, urimeligt forbrug, tegning af en uforholdsmæssig stor pensions- eller forsikringsordning og ydelse af gaver eller andre begunstigelser, der står i misforhold til det uskiftede bos formue".
Efter det oplyste gør du klogest i at glemme at om dét, som "nogen" har fortalt dig, for det er juridisk set helt forkert.
Når du engang får arv efter begge dine forældre, dvs. når din far dør, skal der betales en boafgift - tidligere kaldet for arveafgift - på 15 %, men kun hvis du arver mere end 264.100 kr. (bundgrænsen i 2009) efter hver af dine forældre.
Ellers sagt på anden vis så skal der ikke betales afgift af de første 528.200 kr., som du arver, for det uskiftede bo indeholder såvel din mødrene som din fædrene arv.
J.G./E.F.
