Mit lejede hus gennem 14 år skal sælges, og køber har 1 års opsigelse af mig.
I min lejekontrakt står, at udlejer skal sørge for udvendig maling af huset, hvilket ikke er gjort trods adskillige forespørgsler.
For tre år siden skiftede huset ejer, og vedkommende overtog lejekontrakten.
Kan jeg forvente en kompensation for den manglende maling?
”T.J.”
Svar:
NEJ!
Når det gælder vedligeholdelse af et lejemål, skal du kræve det udført – eventuelt via en sag ved huslejenævnet – mens du stadig bor i huset og uden lejekontrakten er opsagt. Du får ingen kompensation for den manglende udvendige vedligeholdelse, når du flytter.
Hvis der er en indvendig vedligeholdelseskonto, kan du som lejer kræve vedligeholdelse udført, såfremt der er penge til det på kontoen. Men det gælder ikke, når ”lejeforholdet er opsagt af en af parterne”.
Det er øvrigt langtfra sikkert, at køberen af huset kan komme igennem med en opsigelse af dit lejemål med et års varsel, hvis du skriftligt gør indsigelse imod den senest seks uger efter, at den kommer frem til dig.
Herefter skal boligretten forholde sig til opsigelsen på baggrund af følgende regel:
”Opsigelsen skal være rimelig ud fra en vurdering af begge parters forhold. Ved afgørelsen skal der bl.a. tages hensyn til, hvor længe udlejeren har ejet ejendommen, og – ved opsigelse af en lejer af en beboelseslejlighed – lejerens muligheder for at finde anden passende bolig”.
J.G./E.F.