I de 18 år, hvor jeg har været gift, har min mand drevet forskellige former for selvstændig virksomhed. Det har alt sammen været i hans eget navn, så der er ingen regnskaber, jeg kan få indsigt i.
De seneste to år har min mand virket noget trist, og i modsætning til tidligere taler han meget lidt om sine pengesager. Derfor har jeg på fornemmelsen, at han har lidt store tab under finanskrisen, og at han kæmper for at få sin økonomi til at hænge sammen. Men det kan jeg ikke tale med ham om, for han slår det hen med bemærkninger om, at alt går fint, og at jeg ikke har noget at bekymre mig om.
Kan jeg på nogen måde få indblik i min mands økonomi, uden han får kendskab til det?
Jeg ønsker at støtte min mand, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan komme til det, uden jeg kender økonomien i hans virksomheder.
“J.L.”
Svar:
JA!
Du kan henvende dig til Skat om bede om aktindsigt i din ægtefælles selvangivelser og årsopgørelser. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 18:
“Ægtefæller og forhenværende ægtefæller har hver især ret til ved henvendelse til told- og skatteforvaltningen at få oplyst indholdet af den anden ægtefælles selvangivelse og ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende”.
Da Skat ikke må orientere din mand om din henvendelse, får han intet at vide. Til gengæld får du indblik i hans virksomhedsøkonomi, for den vil fremgå fuldt ud af hans skattepapirer, når han driver sine virksomheder i personlig form.
J.G./E.F.