-Jeg blev nægtet at købe varer med særlig rabat
Jeg har haft en kedelig oplevelse i et supermarked, hvor der var et godt tilbud, men med følgende begrænsning: "Maksimalt 6 stk. pr. kunde".Da jeg anden gang gik ind i butikken for at benytte mig af tilbuddet, nægtede kassedamen og derefter butikschefen at sælge mig endnu en portion varer til rabatprisen.
Jeg mener at have læst, at en kunde må gå ind i en butik og benytte et sådant tilbud lige så mange gange, det skal være. Begrænsningen gælder kun for hvert besøg i butikken.
Er det korrekt?
"M.S."
Svar:
BÅDE-OG!
Du kan udmærket have læst, at en kunde må benytte et tilbud med mængdebegrænsning lige så mange gange, kunden har lyst og penge til, dvs. begrænsningen gælder kun for hvert besøg i butikken. Sådan var retstilstanden nemlig under den tidligere markedsføringslov.
Reglen om mængdebegrænsninger blev ophævet i 2005, hvor en ny markedsføringslov trådte i kraft. Derfor kan en forretning på fuldt lovlig vis nægte dig at benytte et særligt tilbud med mængdebegrænsning, fx maksimalt seks stk. pr. kunde, mere end en gang.
J.G./E.F.
