Min kone og jeg tog for nylig en udflugt til Nordjylland, og her undrede vi os over de skilte, der er sat op på en del rastepladser. Nemlig skilte, hvor der står, at der ikke ryddes sne, saltes eller gruses om vinteren.
For os at se er det en mærkelig dobbeltmoral, hvis kommuner kan fraskrive sig et erstatningsansvar, mens private grundejere har pligt til at rydde de kommunale fortove foran deres huse om vinteren.
Kan I forklare, hvordan det juridisk set hænger sammen?
Har kommunerne intet erstatningsansvar, hvis en person om vinteren falder og kommer til skade på en rasteplads med et sådant skilt?
Kan vi fraskrive os ansvaret ved at opsætte et skilt foran vores hus med teksten: ”Pas på – her er ingen grusning og snerydning om vinteren?
”J.E.”
Svar:
JA!, NEJ! og NEJ!
Når det gælder kommunernes pligt til snerydning er udgangspunktet følgende i lov om offentlige veje:
”På offentlige veje og stier har vejmyndigheden pligt til at sørge for snerydning, at træffe foranstaltninger mod glat føre og at sørge for renholdelse”.
Men når det gælder rastepladser uden for byerne, dvs. i landzone, så er der en undtagelse:
”På offentlige veje i landzone omfatter vejmyndighedens pligt til renholdelse alene den renholdelse, der er nødvendig af hensyn til trafiksikkerheden. Dette gælder dog ikke for parkerings- og rastepladser og lign. i landzone”.
Derfor kan kommunerne juridisk set fraskrive sig erstatningsansvaret for faldulykker om vinteren ved at opsætte skilte, hvor de meddeler, at der ikke ryddes for sne eller saltes. Men I har ret i, at det står i skærende kontrast til de regler, der gælder for private grundejere. Her er ingen mulighed for at opsætte skilte og fraskrive sig erstatningsansvaret for manglende snerydning.
J.G./E.F.