Jeg bor i en ældre ejendom med tre lige store lejligheder, hvoraf den ene nu er omdannet til værelser. Da de tidligere lejere flyttede, valgte ejeren af huset at udleje den som tre enkeltværelser, og på den måde får han næsten det dobbelte i husleje.
Er det lovligt at opdele en lejlighed i værelser?
Udlejeren bor selv i den ene lejlighed, og jeg har et tidsbegrænset lejemål i den tredje og sidste. Derfor er jeg overbevist om, at min lejlighed også bliver til værelser, når jeg skal flytte om knap et år.
Svar:
NEJ!
Den omtalte model er i strid med boligreguleringslovens § 47 stk. 2, som bestemmer følgende:
“En bolig, der hidtil har været udlejet som beboelseslejlighed, må ikke udlejes som enkeltværelser uden kommunalbestyrelsens samtykke”.
De omtalte lejere af værelserne kan henvende sig til kommunens tekniske forvaltning for at få fastslået, at der fortsat er tale om en lejlighed. Desuden kan de sende en skriftlig klage til huslejenævnet, hvor de anmoder om at få huslejen nedsat til “det lejedes værdi”, dvs. samme husleje som for din bolig.
Udlejeren må ikke opdele lejligheden i enkeltværelser, men han kan udleje den til flere unge, fx to eller tre unge, der ønsker at dele boligen. I så fald skal det være som en lejlighed og til en husleje, der svarer til “det lejedes værdi”, dvs. hvad du betaler for en tilsvarende lejlighed i samme ejendom.
Efter det oplyste kan du med stor sandsynlighed få tidsbegrænsningen af dit lejemål tilsidesat, så du kan blive boende lige så længe, som du har lyst til. Denne mulighed har du efter lejelovens § 80 stk. 3, hvor der står følgende:
“Boligretten kan tilsidesætte tidsbegrænsningen, hvis den ikke må anses for tilstrækkeligt begrundet i udlejerens forhold”.
J.G./E.F.