-Min søn skal kun have sin tvangsarv

Jeg er en dame på 81 år, der har to børn, men som ikke har set min søn siden 1989 på grund af stridigheder i familien. Derfor ønsker jeg ikke, at han skal arve noget efter mig.
Kan I oplyse, hvad han har krav på i tvangsarv?
Kan jeg forhindre, at min søn får nogle af tingene i mit hjem?
Selv om jeg fortsat er nogenlunde åndsfrisk, tænker jeg ind imellem på, hvad der vil ske, hvis jeg bliver senildement.
Kan jeg være sikker på, at det bliver min datter, der skal varetage mine interesser i tilfælde af, at jeg bliver umyndiggjort?
Jeg sidder ikke i uskiftet bo med mine børn.
"H.M."

Svar:
Tre gange JA!
Hvis du opretter et testamente, hvor du begunstiger din datter mest muligt, kommer din datter til at arve 7/8 af dine værdier, mens din søn får den sidste ottendedel som sin tvangsarv. Når fordelingen bliver som omtalt, hænger det sammen med, at du frit kan bestemme, hvem der skal arve 3/4 af dine værdier, mens den sidste fjerdedel udgør tvangsarven til dine to børn, dvs. de har hver især krav på 1/8 af dine værdier.
I testamentet kan du bestemme, at din søn skal have sin tvangsarv kontant, og dermed forhindrer du, at han arver nogle af tingene fra dit hjem.
Ligeledes kan du mindste din søns arv i kroner og øre ved i levende live at give din datter gaver. Denne mulighed har du, når du ikke sidder i uskiftet bo med dine børn.
Da du fortsat er åndsfrisk, kan du her og nu sikre, at din datter kan varetage dine anliggender, såfremt du bliver ramt af senilitet og demens. Du kan give din datter en såkaldt generalfuldmagt, dvs. et dokument hvor hun får fuldmagt til at foretage enhver retlig disposition og træffe personlige valg på dine vegne.
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk