Jeg har læst en artikel om, at mange lader være med at åbne digital post fra kommunen, men jeg forstår ikke, hvordan kommunen kan vide det. Der var sat procenter på.
Hvis kommunen kan se, hvor mange digitale breve, der bliver åbnet, er det så ikke et brud på brevhemmeligheden?
Systemet burde være lavet, så en offentlig myndighed ikke kan snage i hvert eneste digitale brev.
Er I enige i det?
”B.P.”
Svar:
NEJ! og JA!
Svaret på dit første spørgsmål afhænger fuldstændigt af, hvordan kommunen har skaffet sig den omtalte oplysning. Men indsamler den pågældende server automatisk oplysninger om, hvor mange der fx åbner deres e-post fra en kommune, anser vi det ikke for et brud på brevhemmeligheden og dermed heller ikke en overtrædelse af denne bestemmelse:
”Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet”.
Vi bliver nødt til at svare ”Ja” til dit sidste spørgsmål, for selvfølgelig er vi enige i, at en kommune, ”ikke kan snage i hvert eneste digitale brev”. Det ville være et klart brud på brevhemmeligheden, hvis offentlige myndigheder kunne læse dine e-mails.
J.G./E.F.