-Klassefotos lægges ud på Internet

Jeg er med i en skolebestyrelse, der har besluttet at lægge klassefotos ud på skolens hjemmeside.
Skal vi indhente fotografens samtykke, inden billederne kommer ud på Internet?
Kan forældre nægte os at orientere om skolen på denne måde?
"J.H."

Svar:
To gange JA!
I kan kun offentliggøre fotos, som en fotograf har taget, hvis I har fotografens samtykke. Men selv om det er tilfældet, må I ikke lægge klassefotos m.v. ud på skolens hjemmeside, før der er givet udtrykkelig tilladelse til det på hver enkelt elevs vegne.
Datatilsynet har behandlet flere af disse sager, og det har formuleret følgende retningslinier for offentliggøres af klassebilleder m.v. på Internet:
"Når en skole ønsker at offentliggøre oplysninger om eleverne som for eksempel navne, billeder, klassebilleder, eller oplysninger om fritidsinteresser på sin hjemmeside, må det kun ske, hvis der inden offentliggørelsen indhentes et udtrykkeligt samtykke for hver enkelt elev.
Som udgangspunkt skal skolen have samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Hvis en elev er 15 år eller derover kan han/hun i almindelighed selv give samtykke til, at skolen offentliggør oplysninger om eleven på sin hjemmeside. Datatilsynet har ved fastlæggelsen af denne aldersgrænse taget i betragtning, at en elev på denne alder normalt er moden nok til at overskue konsekvenserne af et samtykke til videregivelse af oplysninger på Internettet.
Eleven kan tilbagekalde sit samtykke på et hvilket som helst tidspunkt, hvis han/hun af en eller anden årsag ikke længere ønsker, at oplysningerne skal offentliggøres. Hvis eleven eller forældremyndighedens indehaver tilbagekalder samtykket, skal skolen fjerne oplysningerne fra hjemmesiden igen".
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk