-Katten bliver fjernet på min regning
For et år siden flyttede jeg ind i et rækkehus, som jeg lejer af en boligforening.Jeg medbragte min kat, for det er tilladt, at lejerne holder husdyr.
Nu har bestyrelsen indført nye regler om husdyr. Heraf fremgår det blandt andet, at katte skal holdes i snor, og at katte, der gentagne gange løber frit, bliver fjernet på ejerens regning.
Jeg er af den opfattelse, at det er kattens natur at færdes frit, og jeg finder de nye regler urimelige.
Kan en boligforening ændre regler om husdyrhold?
Kan boligforeningen lade min kat indfange og fjerne på min regning?
"M.H."
Svar:
Til dels JA! og NEJ!
Rent juridisk er der intet til hinder for, at en boligforening indfører nye regler for hold af husdyr, fx et forbud mod katte. Men de nye regler får kun virkning for de beboere, der ikke holder husdyr på det pågældende tidspunkt. De husdyr, der allerede findes i ejendommen, kan forblive i lejemålene til deres dages ende.
I dette tilfælde drejer det sig ikke om nye generelle regler om hold af husdyr, men derimod om en skærpelse af det bestående regler. En sådan skærpelse kan godt gennemføres, hvis den er saglig begrundet og kan medvirke til, at der "hersker god orden i ejendommen".
Efter vores opfattelse kan boligforeningen ikke gennemtvinge en regel om, at du kun må lufte din kat, hvis du fører den i snor. Katte færdes ganske rigtigt frit i naturen, og det kan din udlejer ikke lave om på.
Hvor dansk lovgivning indeholder regler om hunde, er der ingen særlig lov om katte. Der findes enkelte bestemmelser, fx i lov om mark- og vejfred. Men vi kender ingen bestemmelser, der giver en udlejer mulighed for at fange og fjerne beboernes katte i en ejendom, hvor det er tilladt at holde husdyr.
J.G./E.F.
