Jeg er i vildrede omkring min ret til at få hele udbetalingen på det hus, som min eksmand og jeg ejer, og som måske snart bliver solgt.
Da vi købte huset, betalte jeg hele udbetalingen med en arv, jeg havde fået, og som indtil da havde stået på en konto kun i mit navn. Resten blev betalt via et kreditforeningslån.
Nu mener jeg, at jeg forlods skal have det pågældende beløb, når huset sælges. Men det mener min eksmand ikke.
Kan jeg komme igennem med et sådant krav?
Vi har desværre ikke nedskrevet noget på papir.
”Y.P.”
Svar:
NEJ!
Når I begge står på skødet, dvs. I ejer huset i lige sameje, skal I som udgangspunkt have halvdelen af udbetalingen hver især. Derfor kan du kun komme igennem med dit krav, hvis din eksmand vil være med til det.
At din arv har stået på en konto i dit navn har ingen juridisk betydning, såfremt I fik den formueordning, der automatisk følger med et ægteskab. Nemlig såkaldt formuefællesskab eller fælleseje.
Da I tilsyneladende endnu ikke har lavet en bodelingsaftale, gør du klogt i at købe konkret rådgivning hos en ekspert i familieret. Her vil du i detaljer kunne få oplyst, hvordan fællesboet skal deles.
J.G./E.F.