-Det ene barn vil ikke give samtykke til uskiftet bo
Min mand og jeg har hver især to børn, men vi har ingen sammen. Derfor har vi bedt vore børn underskrive et samtykke til, at den længstlevende af os må sidde i uskiftet bo.Tre af børnene har underskrevet erklæringen, som vi har printet ud fra Internet, men min mands ene barn vil ikke. Derfor skal dette barn arve mindst muligt.
Kan I oplyse, hvor stor en andel barnet skal have, hvis min mand dør før mig?
Kan vi selv skrive et testamente, hvor vi bestemmer, hvilken andel barnet skal have, og at de tre andre børn skal dele resten, når vi begge er væk?
"V.A."
Svar:
JA! og PAS PÅ!
Hvis I har fælleseje, og hvis din mand begrænser sit ene barns arv til tvangsarven, så står barnet til at arve 1/16 af din mands værdier, såfremt han afgår ved døden får dig. Men da din mands værdier er halvdelen af jeres samlede værdier, så udgør tvangsarven 1/32 af værdierne i jeres fælleseje.
Juridisk set er der ingen regler om, at advokater eller jurister skal medvirke til at udforme jeres testamente. Men I kan næppe selv skrive et testamente i en situation, hvor I hver især har to børn, og hvor I får samtykke til uskiftet bo fra tre af børnene. Eller lad os illustrere det med nogle enkle spørgsmål, som I skal besvare i jeres testamente:
1) Hvordan skal arvefordelingen være, hvis den længstlevende af jer pludselig ønsker at skifte boet?
2) Skal den længstlevende af jer kunne ændre bestemmelserne i jeres gensidige testamente?
3) Hvordan skal arven fordeles ved samtidig død?
4) Hvem skal arve, hvis et eller flere af jeres børn afgår ved døden før jer?
Efter vores opfattelse gør I klogt i at købe juridisk bistand til at få udformet jeres testamente.
J.G./E.F.
