-Vanskeligt at sælge ejerlejlighed
De seneste fire måneder har min ejerlejlighed været til salg, men den er tilsyneladende vanskelig at finde en køber til. Jeg har sat prisen ned, så den svarer til restgælden på lånene samt mine omkostninger ved handelen.Da jeg flytter fra lejligheden om kort tid, ønsker jeg at begrænse mit tab ved at udleje den i en periode.
Kan jeg indgå en lejekontrakt, som jeg kan opsige med kort varsel, fx et varsel på en måned?
Er der ellers noget, jeg skal være opmærksom på?
"N.V."
Svar:
NEJ! og JA!
Du har ingen mulighed for at lave en lejekontrakt med et vilkår om, at du til enhver tid kan opsige lejerne med en måneds varsel. Et sådant vilkår vil ganske enkelt være ugyldigt, selv om lejerne skriver under på det. Derfor risikerer du at stå med en ejerlejlighed, som du kun kan sælge med respekt af lejemålet - og dermed til stærkt reduceret pris.
I stedet for det omtalte vilkår kan du indgå et tidsbegrænset lejemål, der udløber uden yderligere opsigelse pr. en bestemt dag, fx om to, seks eller tolv måneder, hvor lejerne skal være fraflyttet inden klokken 12. Men det medfører sandsynligvis, at overtagelsesdagen for en eventuel køber tidligst kan være nogle dage efter, at det tidsbegrænsede lejemål udløber.
En lejekontrakt skal indeholde et særligt fremhævet vilkår om, at lejemålet er tidsbegrænset, lige som den bør indeholde en oplysning om, at udlejningen kun foretages for at begrænse dit tab, indtil lejligheden bliver solgt og overtaget af en anden ejer.
Da du skal beskattes af en eventuel lejeindtægt, og da udlejningen kan vanskeliggøre et salg, skal du overveje, om det vil være klogere at undlade en udlejning. Måske er du bedre tjent med at sætte prisen på lejligheden yderligere ned, men det skal du drøfte med ejendomsmægleren og eventuelt dit pengeinstitut.
En tidsbegrænset udlejning rummer altid en risiko, for lejelovens indeholder følgende regel:
"Boligretten kan tilsidesætte tidsbegrænsningen, hvis den ikke må anses for tilstrækkeligt begrundet i udlejerens forhold".
J.G./E.F.
