-Faderen har ingen kontakt med sine børn
Jeg blev skilt for en del år siden, og min eksmand har desværre været ude i store problemer, også med alkohol, og han har ingen kontakt med vores to voksne børn. De seneste måneder har min eksmand været alvorlig syg.Da jeg ved, at min eksmand har en bundløs gæld, frygter jeg, at børnene kan komme til at hænge på den efter hans død.
Kan børnene allerede nu frasige sig arv og gæld?
Kan jeg og børnene forpligtes til at rydde min eksmands lejlighed i tilfælde af hans død?
"S.S.H."
Svar:
To gange NEJ!
De to børn kommer på ingen måde til at hænge på deres fars gæld, så det behøver du ikke at bekymre dig om.
Efterlader faderen sig gæld, bliver det faderens kreditorer - og ikke jeres børn - der sidder tilbage med sorteper.
Du og dine børn kan ikke forpligtes til at rydde din eksmands lejlighed i tilfælde af hans død, lige som I heller ikke kan forpligtes til at sørge for begravelsen.
Hvis der ikke er nogen, der bestiller begravelsen, skal kommunen gøre det. I den situation får kommunen boet udlagt, og det bliver derfor kommunen, der skal rydde og tømme lejligheden.
J.G./E.F.
