-Vi får ingen afdrag på lån til en bekendt
Vi har for tre år siden hjulpet en bekendt, der var ved at gå fra hus og hjem, med et lån på 100.000 kr. Efter aftalen, der er underskrevet af begge parter, skal han tilbagebetale lånet med 2.000 kr. pr. måned.Trods flere rykkere har han endnu ikke betalt af på lånet, og han bebor så vidt vi ved stadigvæk huset. Derfor er vores spørgsmål følgende:
Kan vi gå til en advokat med vores krav?
Kan i oplyse, hvad en sådan juridisk assistance vil koste?
Gør vi økonomisk klogest i at sige til os selv, at det var en dyr lærestreg, som vi fik?
"F.B."
Svar:
JA!, til dels JA! og NEJ!
Lad os begynde med jeres sidste spørgsmål, for det vil være økonomisk galimatias at betale 100.000 kr. for "en lærestreg", uden I med juridisk assistance har forsøgt at få jeres penge igen.
Når der er underskrevet en låneaftale, kan I få indkaldt jeres bekendt - eller måske rettere jeres tidligere bekendt - til at redegøre for sin økonomi i fogedretten, lige som der kan foretages udlæg i hans eventuelle værdier.
Det udløser en regning på nogle få tusinde kroner, hvis I hyrer en advokat til at finde ud af, om den pågældende skyldner har værdier, som det kan betale sig at gå efter.
Hvis I frygter for en stor regning, kan I eventuelt aftale et maksimum for det salær, som I skal betale for advokatens arbejde med sagen.
J.G./E.F.
