-Min udlejer kræver tre måneders husleje
Jeg lejede for et år siden et værelse hos en studerende, der har lejet hele lejligheden, og jeg har haft ret til at benytte hendes badeværelse og køkken.Det er kun den omtalte pige, der står på lejekontrakten med husets ejer, og der er ikke skrevet noget ned vedrørende mit lejemål.
I maj meddelte jeg min udlejer, at jeg ville flytte med udgangen af juni, og jeg bor nu et andet sted. Men pigen vil ikke lade mig slippe med en måneds husleje, idet hun først kan finde en ny lejer, når studierne begynder til efteråret. Hun forlanger, at jeg skal sige op med tre måneders varsel, og at jeg skal betale min husleje i hele denne periode. Derfor har hun beholdt mit depositum.
Har jeg ret til at flytte med en måneds varsel?
"C.H.."
Svar:
JA!
Når du lejer et værelse, der er en del af udlejerens egen bolig, har du ret til at opsige lejemålet med en måneds varsel til udløbet af en kalendermåned. Derfor kan din udlejer ikke komme igennem med sit krav om, at du skal betale husleje i yderligere to måneder.
Send eventuelt din tidligere udlejer et anbefalet brev, som du af bevismæssige grunde beholder en kopi af, og hvor du forlanger at få dit depositum tilbagebetalt inden otte dage, idet du har haft ret til at opsige lejemålet med en måneds varsel i henhold til lejelovens § 86 stk. 1 sidste del samt § 82 litra a:
"Opsigelsesvarslet er 3 måneder til den første hverdag i en måned, der ikke er dagen før en helligdag. Dog er opsigelsesvarslet 1 måned for de i § 82, litra a og d, nævnte lejeforhold"
"a) enkelte værelser til beboelse, når værelset er en del af udlejerens beboelseslejlighed eller er en del af et en- eller tofamilieshus, som udlejeren bebor...".
J.G./E.F.
