-Naboens nye terrasse generer os...
Vi har i en længere årrække haft stor glæde af vores have, hvor der er sol sidst på dagen. Men nu er det snart slut, for vores nye nabo er i gang med at bygge at stor træterrasse, der støder helt op til hækken, og som halvvejs skal overdækkes.Skulle vi have haft mulighed for at komme med vores kommentarer, inden byggeriet gik i gang?
Kan vi på nogen måde forhindre, at en sådan terrasse støder helt op til hækken og giver os store gener?
"P.L."
Svar:
To gange MÅSKE!
Det omtalte byggearbejde skal som et minimum være anmeldt til kommunen, inden det blev påbegyndt. Derfor kan I gå på teknisk forvaltning og bede om aktindsigt i alle de byggesager, der måtte være på naboens grund.
Når en terrasse er overdækket, skal den holde en afstand på 2,5 meter til jeres grund. Men da den kun er delvist overdækket, har vi ingen mulighed for at vurdere, om det er tilfældet i denne sag.
I kan med fordel tage en snak med kommunens tekniske forvaltning, for den kan svare helt konkret på, om naboens byggeri er lovligt, eller I kan slippe for nogle af de gener, som det giver jer.
En forespørgsel fra jer vil sandsynligvis resultere i, at teknisk forvaltning besigtiger byggeriet hos naboen.
J.G./E.F.
