Min mand og jeg har to børn på henholdsvis 9 og 11 år.
Kan vi oprette et dokument, så alt, hvad børnene hidtil har fået af os, og alt, hvad de fremover måtte få – også i form af arv – skal tilhøre dem som særeje?
Spørgsmålet vedrører også børneopsparing, idet vi har indsat penge på sådanne konti, siden børnene var små. Disse opsparinger kommer til udbetaling, når børnene fylder 18 år.
Kan vi sikre os, at disse penge bliver børnenes særeje?
“B.A.”
Svar:
BÅDE-OG! samt NEJ!
Du og din mand kan oprette et testamente, hvor I bestemmer, at alt, hvad jeres børn engang arver efter jer, skal tilhøre børnene som deres særeje. Men da der findes to typer særeje – fuldstændigt særeje og skilsmissesæreje – som kan kombineres på forskellig måde, skal I afgøre, hvad det er for et særeje, jeres børn skal have.
De fleste vælger, at arven som udgangspunkt skal være børnenes skilsmissesæreje, dvs. børnene skal ikke af med halvdelen af arven i tilfælde af en skilsmisse. Desuden laver de fleste en tilføjelse om, at hvis børnene bliver de længstlevende i deres ægteskaber, skal arven i stedet være børnenes fuldstændige særeje. Det giver børnene en økonomisk fordel, såfremt de selv har fået børn og ønsker at indgå et nyt ægteskab.
Når det gælder gaver til jeres børn, kan I også bestemme, at de skal være særeje. Det gør I ved at oprette gavebreve, som dateres og underskriver af jer og jeres børn.
I har imidlertid ingen mulighed for at gøre de gaver, der allerede er givet, til børnenes særeje. Et vilkår om særeje skal være fastsat senest samtidig med, at en gave bliver givet.
J.G./E.F.