-Min bedste veninde får kontanthjælp
Da jeg selv sidder godt i det rent økonomisk, ønsker jeg at hjælpe min bedste veninde, som efter lang tids sygdom er i arbejdsprøvning og modtager kontanthjælp.Får det indflydelse på min venindes kontanthjælp, hvis jeg forærer hende 20.000 kr.?
Kan I anvise en måde, som jeg kan hjælpe hende økonomisk på, uden det påvirker hendes kontanthjælp?
"J.T."
Svar:
JA! og TJA!
Hvis du forærer din veninde 20.000 kr., skal din veninde betale indkomstskat af gaven, lige som den påvirker hendes kontanthjælp i negativ retning. Din veninde skal populært sagt spise resten af pengegaven op, inden hun igen bliver berettiget til kontanthjælp.
Du kan udelukkende hjælpe din veninde ved at invitere hende på gode middage m.v.
J.G./E.F.
