-Når min udlejer sløser med varmeregnskabet

Ifølge lejeloven kan en lejer undlade at betale varmebidrag, såfremt udlejeren ikke overholder tilbagebetalingsfristen, når det gælder overskydende varmepenge.
Kan I oplyse, hvordan det håndteres i praksis over for udlejeren?
Hvis udlejeren senere, fx tre måneder efter fristens udløb, betaler de overskydende varmepenge til lejeren, kan lejeren så forpligtes at indbetale de acontobidrag, lejeren har tilbageholdt?
Kan udlejeren, når varmeåret er gået, beregne sig den fulde varmeudgift og på den måde få dækning for de acontobidrag, som lejeren ikke har indbetalt?
Hvis tilbagebetalingen har været mange måneder forsinket, kan udlejeren så gøre nogle krav gældende med tilbagevirkende kraft?
"H.P."

Svar:
To gange NEJ!, JA! og til dels JA!
Lad os indledningsvis citere den relevante regel i lejeloven. Det gælder § 42:
"Er regnskabet ikke kommet frem til lejeren ved udløbet af den i § 40, stk. 1, nævnte frist, mister udlejeren sin ret til at kræve tillægsbetaling af lejeren.
Stk. 2. Fremsendes regnskabet ikke inden 2 måneder efter den i stk. 1 nævnte frist, kan lejeren undlade at indbetale varmebidrag, indtil lejeren har modtaget regnskabet og har modtaget et eventuelt for meget betalt varmebidrag for den afsluttede varmeregnskabsperiode".
Efter lejeloven kan du blot ophøre med at betale dine acontobidrag, når fristen på de to måneder er sprunget. Der er ingen krav i denne sammenhæng. Men af bevismæssige grunde gør du klogt i at sende din udlejer et anbefalet brev, som du beholder en kopi af, og hvor du meddeler, hvorfor du er ophørt med at betale acontobidrag.
Din udlejers sløseri med varmeregnskabet bevirker, at udlejeren ikke kan kræve tillægsbetaling, såfremt den senere tilsendte varmeopgørelse skulle vise, at du ikke har indbetalt nok i løbet af det forgangne varmeregnskabsår.
Ligeledes kan du som omtalt stoppe med at betale acontobidrag, hvis din udlejer efter endnu to måneder ikke har udsendt varmeregnskabet, dvs. din udlejers likviditet bliver ramt. Disse acontobidrag kan udlejeren ikke efterfølgende kræve betalt af dig. I stedet må din udlejer vente med at få dækning for den fulde varmeudgift, indtil varmeåret er gået, og det kan gøres op, hvad der er din varmeudgift i det pågældende år.
Viser det sig, at din varmeudgift har været højere end de indbetalte acontobidrag, hvor du har haft ret til at lade være med at betale i nogle måneder, kan din udlejer kræve tillægsbetaling. Men kun hvis din udlejer sørger at få udsendt det næste varmeregnskab i rette tid.
Når vi svarer "til dels ja" på dit sidste spørgsmål, hænger det sammen med følgende regel i lejeloven:
"Har udlejeren som følge af en undskyldelig fejl glemt at medtage en udgiftspost på regnskabet, kan udlejeren til det følgende varmeregnskab overføre den del af posten, som ikke overstiger 10 pct. af de samlede udgifter i det først afsluttede regnskab. Udlejeren skal orientere lejerne om størrelsen af en overført udgift".
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk