Jeg købte i sidste uge noget beklædning i en butik på Internet og betalte straks for varerne, som jeg et par dage senere kunne hente i en rigtig butik, der også ejes af den pågældende net-butik.
Efterfølgende ville jeg fortryde købet. Men det blev afvist med den begrundelse, at der ikke er fortrydelsesret, når varen bliver afhentet i en almindelig butik.
Er det korrekt?
Der står intet om fortrydelsesret på butikkens hjemmeside.
"V.L."
Svar:
NEJ!
Når du køber varer via en såkaldt fjernsalgsaftale, fx i en butik på Internet, har du 14 dages fortrydelsesret. Og det gælder, uanset om varen efterfølgende sendes til dig eller skal afhentes i en rigtig forretning.
Send eventuelt dette svar til den pågældende net-butik og bed om et skriftligt svar på, hvorfor der ikke som krævet er oplysning om din fortrydelsesret på hjemmesiden, og hvad der er baggrunden for, at du ikke kan bruge den fortrydelsesret, som du utvivlsomt har.
Du kan eventuelt tilføje, at du agter at gå videre med sagen til forbrugerstyrelsen, såfremt butikken fastholder sin afvisning, da du er bekendt med, at der er faldet dom – i form af store bøder – i lignende sager.
J.G./E.F.