I min lejekontrakt står ”Husdyr ikke tilladt.”
Jeg har svært ved at skelne mellem ”husdyr” og ”kæledyr”. Hvis jeg slår ”husdyr” op, beskriver både fødevarestyrelsen og retsinformation det som produktionsdyr, hvorimod ”kæledyr” beskrives som noget, der er en del af familien.
Vil det sige, at jeg gerne må holde kæledyr i mit lejemål?
Jeg har læst, at man godt må passe andres kæledyr, selv om der er forbud mod at holde husdyr.
Er det rigtigt?
Kan jeg passe et kæledyr i en længere periode, uden min udlejer kan blande sig i det?
”M.A.”
Svar:
NEJ!, BÅDE-OG! og NEJ!
Rent lejeretligt er der ingen forskel på ”husdyr” og ”kæledyr”, så din argumentation holder ikke. Eller svaret på anden vis, så må du hverken holde ”husdyr” eller ”kæledyr” i dit lejemål.
Hvis der står som omtalt – ”husdyr ikke tilladt” i din lejekontrakt, så skal det fortolkes strengt, dvs. så du heller ikke må passe andres kæledyr i lejligheden. Men havde der i stedet stået, at du ”ikke må holde husdyr”, så antages det, at du kortvarigt, fx et par timer en eftermiddag, må passe en andens kæledyr. Men du må ikke gøre det i en ”langvarig periode”.
Hvis du vil have ”kæledyr”, bliver du nødt til at finde dig en anden lejebolig, hvor det er tilladt.
J.G./E.F.