-Forretningen bruger mit brev som reklame

For knap et år siden fik jeg nye briller og var så tilfreds, at jeg skrev et rosende brev til forretningen.
Da jeg for nylig var inde på forretningens hjemmeside, så jeg til min store overraskelse, at den har lagt mit brev ud på siden som reklame for sig selv og med mit fulde navn forneden.
Er det tilladt uden mit samtykke?
Kan jeg forlange, at forretningen fjerner mit navn fra dens hjemmeside?
Jeg har tænkt mig, at forretningen passende kan forære mig et par nye briller som en slags modydelse for den gratis reklame.
"A.W."

Svar:
TJA! og JA!
Det er hverken tilladt eller forbudt at offentliggøre dit brev på forretningens hjemmeside. Men når du skriver et rosende brev til en forretning, hvor du ikke tager forbehold af nogen art, kan forretningen ikke bebrejdes noget, fordi dit brev og navn offentliggøres på hjemmesiden.
Til gengæld kan du efterfølgende forlange, at dit navn fjernes fra siden, og det ønske skal forretningen efterkomme.
Du har ingen juridisk mulighed for at kræve en gratis modydelse, fx et par nye briller, fordi dit rosende brev er lagt ud på hjemmesiden.
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk