-Ukendt barn kræver dødsbo genoptaget
Jeg mistede min mand for et par år siden og overtog det hele, da vi ikke havde børn sammen. Men nu har jeg fået et chok, for det viser sig, at min mand har vedgået faderskabet til et barn, som han ingen kontakt har haft med.Det omtalte barn forlanger, at boet skal genoptages, og at jeg skal af med en tredjedel af det hele.
Kan barnet komme igennem med et sådant krav, når jeg ikke har haft kendskab til barnets eksistens og derfor heller ikke kunnet oplyse noget om det til skifteretten?
Jeg finder det urimeligt, såfremt et ukendt barn kan tvinge mig ud af huset, for jeg kan ikke betale en tredjedel af det hele og blive boende.
"J.L."
Svar:
JA!
Selv om du ikke har haft kendskab til barnet, og selv om du var i god tro, da du overtog det hele, har barnet krav på arv efter sin far. Derfor kan barnet forlange, at dødsboet skal genoptages.
Juridisk set vil en genoptagelse medføre, at du udtager din halvdel af fællesejet, mens den anden halvdel udgør værdierne i din mands dødsbo. Af disse værdier arver du en tredjedel, fordi din mand afgik ved døden under den tidligere arvelov, og det omtalte og ukendte barn arver resten, dvs. to tredjedele, hvilket svarer til en tredjedel af det hele.
At det virker urimeligt, kan vi hurtigt blive enige om. Men sådan er loven, og der findes desværre ikke et register, hvor en ægtefælle kan få aktindsigt i, om den anden ægtefælle har børn.
J.G./E.F.
