-Arveforskud skal holdes hemmeligt
Mine forældre vil give mig et arveforskud på 40.000 kr., men vi laver ikke noget dokument, da min søster er velhavende og ikke behøver at vide noget om det.Hvis min far overfører beløbet til min konto, kan vi så være sikre på, at der ikke skal betales skat af pengene?
Er der noget, vi skal tage højde for i denne sammenhæng?
"T.J."
Svar:
To gange JA!
Din far har ret til at forære dig op til 58.700 kr., uden der skal betales afgift eller skat af beløbet, og der er ingen krav om, at der skal oprettes dokumenter i denne sammenhæng.
Men er det meningen, at beløbet skal være "et arveforskud" - som du skriver - bliver I nødt til at oprette et dokument, nemlig i form af en såkaldt arveforskudskontrakt. Ellers vil beløbet ikke komme til at fragå i din arv efter dine forældre. Og i så fald får din søster kendskab til beløbet, når jeres forældre afgår ved døden.
Efter det oplyste - "at din søster ikke behøver at vide noget om det" - er det imidlertid næppe hensigten, at beløbet på 40.000 kr. skal være et arveskud. I stedet tyder det på, at det skal være "en afgiftsfri pengegave", og den har dine forældre ret til at give dig, uden din søster får noget at vide om det. Men I bør i så fald oprette et gavebrev for at dokumentere, at der er tale om en gave og ikke et lån.
J.G./E.F.
