-Jeg fik ødelagt en tand i cafeteria
I forbindelse med et måltid i et cafeteria, fik jeg serveret brød, hvor der var indbagt en lille sten. Da jeg spiste brødet, ødelagde stenen en tand.Personalet i cafeteriet beklagede og sagde, at forretningen ville betale tandlægeregningen. Men da jeg sendte tandlægeregningen, blev svaret et andet. Nu ville forretningen kun betale cirka halvdelen med den begrundelse, at tanden i forvejen var i dårlig stand. Forretningen havde indhentet en udtalelse fra en tandlæge, der havde fået et røntgenbillede af tanden fra min tandlæge.
Er forretningen ikke forpligtet at betale hele udgiften?
Når en bilist er skyld i en skade på en gammel bil, bliver der da ikke givet et nedslag på grund af bilens alder.
"B.H."
Svar:
Nej!
Det pågældende cafeteria skal betale erstatning, hvis der har været en sten i det brød, du fik serveret, og hvis stenen bevirkede, at du fik en tandskade. Men kan det dokumenteres, at tanden i forvejen var i dårlig stand, og at det var medvirkende årsag til skaden eller skadens omfang, kan erstatningen nedsættes.
Erstatningen bliver ikke nedsat på grund af "tandens alder" - for nu at svare på din sammenligning med den gamle bil. I stedet bliver erstatningen nedsat, fordi tanden efter en faglig vurdering ikke anses at være så sund og stærk, som den burde have været, dvs. tandens tilstand var medvirkende årsag til skaden eller skadens omfang.
Når du i øvrigt understreger i dit brev til os, at du ønsker navnet på det pågældende cafeteria nævnt her i avisen, må vi skuffe dig. Vi omtaler aldrig virksomheder og personer med navne, men giver udelukkende saglig juridisk information om det egentlige indhold i sagerne.
J.G./E.F.
