Jeg er en enke – årgang 1931 – som sidder i uskiftet bo. Hverken min afdøde mand eller jeg selv har livsarvinger. Derfor ønsker jeg at give pengegaver til min søstersøn, hans kone og deres to voksne børn. Desuden ønsker jeg at forære pengegaver til de to børn, som min afdøde mands søster har.
Kan jeg skattefrit give de omtalte personer et beløb?
“J.B.”
Svar:
NEJ!
Du tager fejl, når du skriver, at du sidder i uskiftet bo. Det kan nemlig kun være tilfældet, hvis din afdøde mand efterlader sig livsarvinger, dvs. børn, børnebørn eller oldebørn, og det gør han jo netop ikke efter din egen beskrivelse.
I stedet har du arvet det hele, da din mand døde, og du kan fuldstændig frit give pengegaver til hvem, du måtte ønske. Men det vil sandsynligvis være klogere at begunstige de pågældende personer i et testamente, for alle de omtalte familiemedlemmer skal betale fuld indkomstskat af de pengebeløb, du giver dem. Og det vil typisk bevirke, at mindst halvdelen af gaven ryger direkte i de offentlige skattekasser.
Opretter du derimod et testamente, hvor du indsætter de omtalte personer til at arve alt, hvad du måtte efterlade dig til lige eller skæv fordeling, skal der betales boafgift, og den vil udgøre mellem 25% og 36,25%. Derfor vil det være afgiftsmæssigt klogere at fordele de værdier, du engang efterlader dig, i et testamente.
Ønsker du at glæde de omtalte familiemedlemmer, mens du stadig er i live, kan du kun gøre det indirekte rent skattemæssigt, fx ved at invitere til fest og middag på restauranter, hoteller osv.
J.G./E.F.