-Naboens søn ønsker at købe mit sommerhus

Efter jeg blev enke, har jeg haft vanskeligt ved at passe det sommerhus, som min mand og jeg har haft sammen i snart 30 år. Derfor ønsker jeg at sælge det, og her har naboens søn tilbudt at købe det af mig.
Naboens søn vil give mig en bankgaranti på købesummen, hvis han straks får ret til at bruge huset, og han vil sørge for de nødvendige papirer. Dermed kan jeg spare ejendomsmægler og advokat.
Er der noget, jeg skal passe på ved et sådant arrangement?
"J.K."

Svar:
JA!
Du bør købe juridisk assistance til en handel som den omtalte, og du risikerer at dumme dig, hvis du ikke får lavet en tilstandsrapport, inden du sælger sommerhuset. I modsat fald vil køberen efterfølgende kunne gøre krav gældende mod dig, hvis der er fejl og mangler, fx et nedslidt tag, på sommerhuset.
Ud over tilstandsrapporten skal du tilbyde køberen, at du i mindst fem år betaler halvdelen af præmien på en ejerskifteforsikring, der dækker eventuelle fejl og mangler, som ikke fremgår af tilstandsrapporten.
Inden du sælger sommerhuset, gør du klogt i at få en ejendomsmægler, der har kendskab til området, til at give sin vurdering af, hvad der vil være en realistisk handelspris.
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk