Min svigerfar, der er enkemand på 84 år, ønsker at give mig og min mand sin bil i gave (værdi 80.000 kr.) i det øjeblik, hvor han ikke kan få sit kørekort fornyet.
Må han det?
Kan I oplyse, hvordan det skal gøres?
Min mand har to søskende.
”D.R.”
Svar:
MÅSKE! og JA!
Hvis din svigerfar har overtaget det hele for at sidde i uskiftet bo med din mand og hans to søskende, må han kun give gaver, der ikke står i misforhold til det uskiftede bos formue. Derfor må han i den situation kun forære dig og din mand bilen, hvis der i alt er væsentlig flere værdier i det uskiftede bo, fx værdier for 700.000 kr.
Sidder din svigerfar ikke i uskiftet bo, kan han frit forære jer bilen – uanset hvor meget den måtte være værd.
Da din sigerfar i indeværende år må give dig en afgiftsfri gave på op til 21.200 kr. og sin søn, dvs. din mand, en gave på op til 60.700 kr., kan han afgiftsfrit forære jer en bil med en værdi på op til 81.900 kr.
J.G./E.F.