Jeg har haft en elektriker til at lave noget arbejde i mit hus, men da kontakter m.v. sidder skævt, har jeg kun betalt halvdelen af regningen på ca. 3.200 kr. Nu har jeg modtaget et brev, hvor elektrikeren skriver, at hvis restbeløbet ikke betales inden otte dage, bliver jeg automatisk registreret som dårlig betaler.
Er det rigtigt?
Hvis en sådan registrering er lovlig, har jeg ingen reel mulighed for at protestere imod en regning, som jeg finder urimelig på grund af arbejdets kvalitet.
"B.F."
Svar:
NEJ!
Elektrikeren har ingen mulighed for at få dig registreret som dårlig betaler på det omtalte grundlag. Du har i øvrigt gjort det helt rigtige i en situation, hvor du har indsigelser mod kvaliteten af håndværkerens arbejde. I den situation gør man altid klogt i at betale det beløb, man anser for rimeligt, så man udelukkende holder det beløb tilbage, som det vil koste at få udbedret eventuelle fejl og mangler ved arbejdet.
Af bevismæssige grunde bør du sende elektrikeren et anbefalet brev, som du beholder en kopi af, og hvor du præciserer, hvorfor du er utilfreds med arbejdet, og hvad du ønsker udbedret, før du vil betale det resterende beløb.
J.G./E.F.