-Forældrekøb med skat på fortjenesten
I 2005 købte min mand og jeg en lejlighed til vores datter, der skulle tage en uddannelse. Vores datter boede i lejligheden indtil juli 2010, hvor hun blev færdig med sin uddannelse og fik job i en anden by.Da vores datter flyttede, udlejede vi lejligheden til en af hendes veninder, som nu har opsagt lejekontrakten.
Kan vi sælge lejligheden til vores datter for en pris, der svarer til 85 % af ejendomsvurderingen?
Kan vores datter efterfølgende sælge lejligheden og beholde fortjenesten skattefrit, når hun har boet i lejligheden i den omtalte periode?
Kan I oplyse, hvordan vi ellers kan få fortjenesten skattefrit?
"M.A."
Svar:
JA!,NEJ! og JA!
I har ret til at sælge lejligheden til jeres datter for den seneste kontante ejendomsvurdering minus 15 procent, dvs. for de omtalte 85 % af vurderingen. Dette gælder dog ikke, hvis ejerlejligheden er vurderet som udlejet ejerlejlighed.
Men jeres datter kan ikke videresælge lejligheden for en højere pris og beholde fortjenesten skattefrit. Det er kun i den situation, hvor jeres datter har beboet lejligheden, mens hun ejede den, at fortjenesten kan blive skattefri. At hun tidligere har beboet den som lejer har ingen betydning i denne sammenhæng.
I kan selv få fortjenesten skattefrit, hvis I flytter ind i lejligheden og bebor den i en periode, fx i et år. Men I skal opgive jeres nuværende bolig, idet der skal være tale om et reelt bopælsskifte for dig og din mand.
Efter vor opfattelse er de såkaldte forældrekøb ofte en dårlig løsning, for det kan i stedet være økonomisk klogere at låne sine børn penge, så de kommer til at stå som ejere i stedet for at være lejere. Men det kan I desværre ikke bruge til noget i jeres situation.
J.G./E.F.
