-Vi vil købe ejerbolig på tvangsauktion
Min samlever og jeg har de seneste måneder fulgt med i de ejendomme, der kommer på tvangsauktion, og nu har vi fundet en ejerlejlighed, der har været på 1. auktion, og som skal på 2. auktion. Det højeste bud på den første auktion lå under halvdelen af lejlighedens kontante ejendomsvurdering, og vi er indstillet på at byde noget mere.Lejligheden er udlejet, men vi går ud fra, at vi med et vist varsel kan opsige lejemålet.
Kan I oplyse, hvordan vi skal opsige lejemålet?
Er der eller noget, vi skal være opmærksomme på, hvis vi køber en ejerlejligheden på en tvangsauktion?
"D.M."
Svar:
NEJ! og JA!
Lad os tage jeres sidste spørgsmål først, for der er meget, I skal gøre jer klart, inden I eventuelt køber en ejerlejlighed på en tvangsauktion. Dels skal der betales et beløb ud over budsummen, og dels afskærer I jer fra at kunne gøre et ansvar gældende, hvis der viser sig at være fejl og mangler ved lejligheden.
Størrelsen af det beløb, som I skal betale ud over budsummen, kan I læse i auktionsmaterialet, og sædvanligvis er det muligt at besigtige lejligheden, inden den kommer på tvangsauktionen.
Desuden bør I være opmærksomme på, hvad der står i vedtægten for den pågældende ejerforening, lige som I gør klogt i at læse det seneste årsregnskab for foreningen.
Vælger I at købe boligen på tvangsauktionen, skal I indstille jer på, at I har købt en udlejet bolig, som I kun kan komme til at bebo, hvis lejerne på et tidspunkt flytter frivilligt. Der gælder nemlig følgende begrænsning i jeres mulighed for at opsige lejerne af den ejerlejlighed, som I netop har købt:
"Vedrører lejeforholdet en beboelseslejlighed, er det en betingelse, at udlejeren selv agter at bebo lejligheden. Er denne en ejerlejlighed, som udlejeren ikke tidligere har beboet, er det tillige en betingelse, at lejemålet er indgået før 1. juli 1986".
I kan tage en snak med lejerne af boligen, inden I eventuelt deltager i tvangsauktionen. Måske kan I indgå en aftale om, at lejerne frivilligt vil flytte inden for en vis frist, fx hvis I betaler et tilskud til flytning m.v.
J.G./E.F.
