-En høj pris for at veksle vores mønter
Min kæreste og jeg har haft den vane, at vi lagde alle vores småmønter i en krukke, når vi kom hjem, og vi var enige om, at pengene skulle bruges til en middag i byen.Da vi kun har en bankfilial i nærheden af vores adresse, tog vi krukken med for at få vekslet mønterne. Men det blev en forholdsvis dyr fornøjelse. Vi skulle betale 50 kr. for at få vekslet mønter for 587,50 kr.
Er det lovligt?
En bank har vel pligt til at tage imod alle gyldige danske mønter?
"T.J."
Svar:
JA! samt BÅDE-OG!
Et pengeinstitut kan fuldt ud lovligt beregne sig et gebyr for at veksle en større portion mønter, fx et gebyr på 50 kr.
Havde I benyttet jeres egen bank, havde den næppe forlangt et gebyr, men betragtet vekslingen som en gratis service over for dens kunder. Men det kan I først afprøve, når I næste gang skal have vekslet mønter fra krukken.
En bank eller en forretning er hverken forpligtet til at modtage en større bunke mønter eller til at veksle dem. Der står nemlig følgende i møntlovens § 4 stk. 3:
"Ingen har pligt til i én betaling at modtage mere end femogtyve mønter af hver enhed".
Desuden kan banker og forretninger afvise at modtage meget slidte mønter:
"Mønter, der er væsentligt beskadiget eller slidte, er ikke lovlige betalingsmidler".
J.G./E.F.
