-Min datter har indgået en ægtepagt

Da min datter blev gift sidste år, var der ingen, der talte om en ægtepagt. Men nu viser det sig, at hun har skrevet under på et sådant dokument.
Jeg har flere gange forsøgt at tale med hende om ægtepagten, men hun svarer blot, at det var et krav fra hendes mand, og at tingene er, som de skal være. Men selv om min datter tilsyneladende har accepteret vilkårene i sit ægteskab, kan jeg ikke lade være med at bekymre mig på hendes vegne. Min datters mand er meget veltalende, og jeg kan være bange for, at han ejer alt det væsentlige som sit særeje.
Kan jeg på nogen måde finde ud af, hvad der står i den ægtepagt, min datter har underskrevet?
"J.N."

Svar:
JA!
Alle ægtepagter fra hele landet skal tinglyses ved retten i Århus, og her kan du henvende dig for at se, hvad der står i ægtepagten mellem din datter og hendes mand. Tinglysningskontoret ligger i Kannikegade 16, 8000 Århus C.
Din datter og hendes mand får kun kendskab til din henvendelse til tinglysningen, hvis du selv fortæller dem det.
Ligeledes kan du - hvis du ønsker det - finde ud af, om det er din datters ægtefælle, der står som ejer af boligen, og hvordan den eventuelt er belånt. Det er blot at henvende dig til det lokale tinglysningskontor på det sted, hvor din datter og hendes mand bor.
Men selv om du har ret til indsigt i alle de omtalte oplysninger, kan du ikke bruge dem til ret meget. Din voksne datter vælger frit, hvilken formueordning der skal være i hendes ægteskab, lige som det er op til din datter og hendes mand at aftale, hvem af dem der skal stå som ejer af boligen.
J.G./E.F.

 

designet af webdesigner.dk