Væddemål om betaling med mønter

Under en familiefest kom vi til at snakke om traditionen med at spare op til sine brudesko ved at gemme mønter i en flaske. Flere deltagere påstod, at forretninger kan nægte at tage imod en masse mønter som betaling for en vare, mens andre var af den modsatte opfattelse. Der blev faktisk indgået flere væddemål.
Kan en forretning nægte mig at betale en dyr genstand med danske mønter?
"B.I."

Svar:
JA!
Sædvanligvis bruger vi ikke pladsen her i brevkassen til at afgøre væddemål, men ingen regel uden undtagelse, da svaret sandsynligvis vil interessere mange.
Dansk lovgivning indeholder en bestemmelse om, hvor mange mønter man har pligt til at modtage som betaling. Den står i møntlovens § 4 stk. 3, der fastslår følgende:
"Ingen har pligt til i én betaling at modtage mere end femogtyve mønter af hver enhed".
På grund af den omtalte regel kan en forretning - og for den sags skyld alle andre - nægte at modtage en betaling, hvori der indgår mere end femogtyve mønter af samme slags, fx flere tusinde 25 øre for et par brudesko.
Skulle du eller andre af festdeltagerne ønske at betale med flest mulige mønter, kan I højst købe for 968,75 kr. Dette beløb svarer nemlig til, at I tropper op i butikken med femogtyve eksemplarer af alle de gældende danske mønter.
Den omtalte regel i møntloven er i øvrigt indført, fordi det kan være generende at skulle modtage store beløb i mønter, lige som betaling med mange mønter kan bruges som chikane.
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk