-Vores søn blander sig i næsten alt

Min kone og jeg nærmer os 75 år, og vi har det fint med vores datter, mens det kniber gevaldigt, når det gælder vores søn. Han interesserer sig vel meget for vores økonomi og har senest taget oplysninger om de lån, vi har i huset. Det er faktisk så grelt, at han vil vide, hvad vi har brugt det seneste kreditforeningslån til.
Vi er klar over, at vi kan gøre, hvad vi vil, uden vores søn har noget at sige. Men jeg kan være i tvivl om, hvad det kan give min kone af problemer, hvis hun bliver den længstlevende i vort ægteskab, dvs. hvis hun skal sidde i uskiftet bo med vores to børn.
Kan vi gøre noget, så min kone som enke undgår en masse diskussioner med vores søn?
Kan I ellers give os gode råd hvad angår den omtalte situation?
"J.M."

Svar:
TJA! og JA!
Når den ene af jer dør, kan den anden ganske rigtigt overtage det hele og sidde i uskiftet bo med jeres to fælles børn. Det har den længstlevende ret til, såfremt I har fælleseje eller skilsmissesæreje i jeres ægteskab.
Jeres søn kan ikke forhindre den længstlevende i at sidde i uskiftet bo. Han kan udelukkende få en kopi af den formueoversigt, der skal indleveres til skifteretten, mens den længstlevende af jer får en ejers rådighed over det hele. Den længstlevende af jer vælger fx frit, om huset på et tidspunkt skal sælges, og hvordan en eventuel fortjeneste skal anbringes. Det kan jeres søn overhovedet ikke blande sig i, for han skal hverken spørges eller orienteres om sådanne dispositioner.
Der findes ingen juridiske værktøjer, som sikrer, at din enke undgår diskussioner med jeres søn. Men der findes en model, som giver din kone - eller dig som længstlevende - en god mulighed for at lukke munden på jeres søn. Nemlig at I opretter et gensidigt testamente, hvor I bestemmer, at hvis boet efter førstafdøde bliver skiftet helt eller delvist, mens længstlevende er i live, så arver længstlevende mest muligt efter førstafdøde.
Et sådant testamente bevirker, at den længstlevende af jer sidder tilbage med 31/32 af det hele, såfremt længstlevende vælger at skifte med jeres søn, men ikke med jeres datter. Derefter kan den længstlevende af jer frit give resten til jeres datter, lige som længstlevende kan skævdele arven efter sig, fx så jeres datter arver 7/8, mens jeres søn kun får 1/8.
På den omtalte måde kan det blive særdeles dyrt for jeres søn, hvis han forsøger at blande sig i din enkes dispositioner.
Opretter I det omtalte testamente, kan I fortælle jeres søn, hvorfor I har gjort det, og hvad det kan medføre for ham, såfremt han fortsætter med at vise en utidig stor interesse for jeres økonomi.
J.G./E.F.

 

designet af webdesigner.dk