Min mand har et landbrug, der ikke kører godt økonomisk, og det kan ikke udelukkes, at han går fallit med sin virksomhed. Derfor frygter jeg, at min mands kreditorer kommer og tager mine værdier.
Kan min mands kreditorer komme efter mig og kræve betaling?
Er der andre forhold, jeg skal være opmærksom på?
Min mand og jeg har oprettet en ægtepagt med særeje, og selv om vi er gift, så bor vi af arbejdsmæssige årsager ikke sammen.. Vi har også helt adskilte økonomier, hvis det har betydning for jeres svar.
”G.H.”
Svar:
NEJ! og JA!
Hvis du ikke har skrevet under på de lån m.v., som din mand har optaget, så hæfter du ikke for gælden. Din mands kreditorer kan udelukkende gøre udlæg i hans værdier, og er der intet af værdi, så er det bare ærgerligt for de pågældende kreditorer.
Der er kun en kreditor, der kan gå efter dine værdier – i øvrigt uanset om de er fælleseje eller særeje – og det er skattevæsenet. Men det forudsætter, at din mands skattegæld er opstået under jeres ægteskab, og at I fortsat er samlevende ægtefæller. Men da I bor på hver jeres adresse, behøver du heller ikke at frygte skattevæsenet i denne sammenhæng.
Da vi ikke kender indholdet af jeres ægtepagt, er der en væsentlig ting, som du skal være opmærksom på. Nemlig at I gør klogt i at have en ægtepagt med fuldstændigt særeje eller med skilsmissesæreje, der bliver til fuldstændigt særeje for den længstlevende af jer.
Hvis der i ægtepagten er aftalt skilsmissesæreje, som bliver til fælleseje for den længstlevende af jer, mister du halvdelen af dine værdier, hvis din mand afgår ved døden før dig.
J.G./E.F.