-Jeg er bange for løse hunde
På grund af nogle episoder i min barndom er jeg så bange for hunde, at jeg skifter fortov, hvis der kommer folk imod mig, der har en hund, som ikke er i snor.Er det tilladt at færdes i byer med en hund, uden den holdes i snor?
Er der forskellige regler om løsgående hunde i de forskellige byer?
"J.L."
Svar:
Til dels JA! og NEJ!
Det er kun tilladt at færdes med en hund, der ikke er i snor, såfremt ejeren af hunden har fuldt herredømme over den. I modsat fald skal hunden "føres i bånd, der er så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren".
Tidligere kunne der være forskellige regler fra by til by, for det giver hundelovens § 3 stk. 2 mulighed for:
"I politivedtægterne kan der optages bestemmelse om, at hunde på de i stk. 1 nævnte steder altid skal føres i bånd...".
Denne regel har imidlertid ingen betydning længere, for de forskellige politivedtægter blev ophævet med virkning fra 7. januar 2005, hvor loven om politiets virksomhed trådte i kraft.
J.G./E.F.
