-Min faster frygter for boafgiften
Min faster og farbror har aldrig været gift eller fået børn, men boet sammen på en landejendom i de sidste 50 år.De to søskende er i dag henholdsvis 78 og 86 år gamle, og de har skrevet testamente til fordel for hinanden. Min faster vil gerne kunne forblive i huset, hvis hendes bror dør først, men hun frygter for boafgiften, idet hendes bror ejer ejendommen.
Skal der i sådan et tilfælde betales samme boafgift på cirka 40 procent, som når andre søskende modtager arv efter hinanden?
Får det betydning, at de har boet sammen så længe?
"K.M."
Svar:
Nej! og til dels JA!
Når søskende arver efter hinanden skal der sædvanligvis betales såvel boafgift som såkaldt tillægsboafgift. Derfor kan den samlede afgift maksimalt beløbe sig til 36,25 procent af arven.
Det får ikke betydning, at din faster og farbror "har boet sammen så længe". De behøver nemlig kun bo sammen i to år for at opnå en stor afgiftsbesparelse.
Efter loven om boafgift skal "Personer, der har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste 2 år før dødsfaldet", betale 15 procent i boafgift, og kun af den del af arven, der ligger over 264.100 kr. (det såkaldte bundfradrag i 2009).
Bliver din faster den længstlevende, og arver hun fx værdier for to mio. kr., skal der betales cirka 260.000 kr. i boafgift.
J.G./E.F.
