-Arveforskud skal deles med utro ægtefælle
Min mand og jeg har oprettet et testamente, hvor arven gøres til vores børens skilsmissesæreje, som I jo netop tilråder i jeres brevkasse.Vi er dog kommet i tvivl om, hvorvidt et arveforskud på fx 100.000 kr. skal deles med en eventuel utro ægtefælle i tilfælde af skilsmisse, medmindre beløbet figurerer på en særskilt konto i arvingens navn.
Hvis man giver sit barn et beløb inden for årets beløbsgrænse, er det så en betingelse, at man udfærdiger et dokument, der fortæller at beløbet er et arveforskud?
I givet fald skal der vel betales arveafgift? (og så udnytter man jo ikke den skattefrie grænse på ca. 58.000 kr. for gaver).
Er der noget, vi har taget fejl af?
"A.L."
Svar:
JA!, NEJ! og JA!
Indledningsvis må vi nødvendigvis afkræfte, at vi skulle anbefale, at alle gør arven efter dem til arvingernes skilsmissesæreje, for det afhænger af de konkrete forhold. Hvis arven skal tilhøre arvingerne som særeje, anbefaler vi enten kombinationssæreje eller fuldstændigt særeje.
En undersøgelse i 2009 har i øvrigt vist, at de fleste testatorer - 38 % - vælger såkaldt fuldstændigt særeje, mens 28 % ønsker, at arven skal være kombinationssæreje. De resterende 34 % indsætter ikke særejeklausul i testamentet, og det betyder, at arven indgår i formuefællesskabet.
Hvis I give jeres barn et arveforskud, uden I opretter en arveforskudskontrakt med en bestemmelse om særeje, så skal det deles med barnets ægtefælle i tilfælde af en skilsmisse. I denne sammenhæng har det ingen betydning, at I har oprettet et testamente med særejebestemmelser, og det har heller ingen betydning, om pengene står på "en konto i arvingens navn".
Skal et beløb være et arveforskud, så skal det fremgå af et dokument. Ellers vil det blive betragtet som en gave.
I kan hver især give hvert af jeres børn enten afgiftsfri gaver eller afgiftsfri arveforskud på op til 58.700 kr. i indeværende år. Giver I større beløb - også i form af arveforskud - skal der betales gaveafgift, og den udgør 15 % af beløb over 58.700 kr.
Hvis I giver afgiftsfri arveforskud, og hvis det fremgår af en arveforskudskontrakt, at midlerne skal være særeje, så vil det klogeste være, at pengene står på en særskilt konto i arvingens navn.
J.G./E.F.
