Min mand har en virksomhed, hvor jeg er såkaldt medarbejdende hustru, og jeg får en del af overskuddet som min indtægt.
Da vores forhold ikke er det bedste for tiden, ønsker jeg at vide, om min mand ved en skilsmisse kan lukke sin virksomhed og åbne en ny med samme kundegruppe?
Kan min mand på den måde undgå, at jeg ved en skilsmisse får en andel af virksomhedens værdi?
Vi har fælleseje, og det omfatter vel også min mands virksomhed?
”A.L.”
Svar:
JA!, NEJ! og JA!
Jeres fælleseje omfatter også værdien af din mands virksomhed, så du har krav på halvdelen af værdien ved en skilsmisse.
Din mand har ret til at lukke sin virksomhed og åbne en ny, hvis han ønsker det. Men dermed bliver værdien af den virksomhed, hvor du er medarbejdende ægtefælle ikke lig med nul ved en skilsmisse.
Skulle din mand forsøge sig med en frivillig likvidation af sin virksomhed, gør du klogt i at alliere dig med en advokat, der er specialist i familieret, og som kan gøre dine krav gældende.
Her og nu kan du forsøge at få en egentlig ansættelsesaftale, for det kan være en fordel i din situation.
J.G./E.F.