-Snyd med auktioner på Internet

Jeg har haft en tankevækkende oplevelse med en af de auktionssider, der findes på Internet. Her faldt jeg over et ur, jeg ønskede at købe, hvis prisen var fornuftig. Derfor bød jeg på det, og alt så lovende ud, indtil nogle få minutter før auktionen udløb. Nu kom der pludselig overbud fra et helt nyt kundenummer, og selv om jeg bød op endnu et par gange, fik den anden uret.
Kort tid efter kom det samme ur på den samme auktion igen, og historien gentog sig.
Jeg har indtryk af, at visse sælgere snyder ved at få deres bekendte til at byde og dermed til at presse priserne op. Og ender en af deres bekendte med at være højestbydende, så bruger vedkommende blot sin fortrydelsesret. Det er jo gratis at fortryde et køb via nettet.
Har loven taget højde for det?
Kan jeg som medlem af auktionssiden kræve indsigt i, hvem der har budt på en vare, som jeg også har budt på?
"N.G."

Svar:
To gange NEJ!
Dansk lovgivning har ikke taget højde for en situation som den omtalte, hvor smarte sælgere misbruger den beskyttelse - i form af fortrydelsesret - som loven giver danske forbrugere, når de køber varer på Internet. I stedet er det op til de pågældende auktionsfirmaer at sikre, at sådan noget ikke finder sted.
Du har ingen ret til at få aktindsigt i, hvem der har budt på en auktionsvare og efterfølgende brugt sin fortrydelsesret. Men har du mistanke om noget sådant, bør du henvende dig til det pågældende auktionsfirma, der selv kan undersøge sagen.
J.G./E.F.

designet af webdesigner.dk